Kategori: Bagværk & Sødt, Snack

Påskebrownie – det lyder meget godt, ikke? Du får i hvert fald her, opskriften på mine yndlingsbrownies – i en påskeversion. Men du kan jo fylde den med det du vil, eller bare spise den præcis som den er.

Der er lidt delte meninger om forholdet af mel der skal i en brownie. Nogen siger der intet skal i, andre kommer en smule i, men her er der altså mel til stede, men jeg lover dig, at det på ingen måde går ud over smagen i denne lækre bandit. For i min verden handler det om at have godt med smør og en god æggesnaps som base.

Hvis du vil komme andet fyld i denne kage, i stedet for påskeæggene, kan du evt. bruge Oreo-cookis (Cookies and cream), banastykker, cream cheese og marmelade (Cheesecake) eller måske nogle hindbær?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, fra min side, at denne brownie er en af de nemmeste og bedste.

NB: Hvis du bruger små æg, så tag 4 stk. i stedet. Hvis du vil lave en hel bradepande, kan du fordoble mængden.

forberedelse 20 min. / tilberedning 25 min. / i alt 45 min
Antal personer: 12

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader alm. varme.

Smelt smørret i en gryde. Bræk chokoladen i mindre stykker og tilsæt det til det smeltede smør. Rør rundt, så chokoladen er helt smeltet. Lad det køle lidt af.

Pisk æggene og sukkeret luftigt. Tilsæt smørmassen (må ikke være for varm) og pisk det sammen.

I en anden skål blandes hvedemel, vanillesukker og kakao sammen. Sigt det gennem en si ned i æggemassen og pisk det sammen.

For et ildfast fad med det stykke bagepapir (Ca. halvdelen af en bradepande). Kom massen over i, og bag den 15 minutter på midterste rille.

Imens skæres de store påskeæg i halve. Tag kagen ud efter de 15. minutter og tryk forsigtigt de store og små æg ned i massen. Sæt den tilbage i ovnen.

Bag den 10 minutter og tag den ud. Lad kagen køle helt inden den spises, da den er godt snasket.

Skriv et svar